Tema 3: Udvikling og udfordringer i voksenlivet

Erik Erikson Piaget, Jean (1896-1980) Schweisisk udviklingspsykolog; pioner inden for den kognitive psykologi; beskæftigede sig med den kognitive udvikling, som han delte op i fire faser. Erikson, Erik Homburger (1902-1994) Tysk-amerikansk psykoanalytiker født i Danmark af danske forældre; professor i psykiatri ved Harvard University; Erikson opdeler udviklingen i otte stadier; til hvert stadium er der knyttet en udviklingskrise, hvis løsning har betydning for udviklingen af individets personlighed

En udviklingspsykolog, der i særlig grad har indset, at udvikling ikke er noget, der kun foregår i den første halvdel af livet, er Erik Erikson (1902-1994). Han fokuserer heller ikke som f.eks. Freud og Piaget udelukkende på udviklingen i barndoms- og ungdomsårene, men interesserer sig for hele udviklingsforløbet. Han ser det som en proces, der forløber i otte faser. Hver af faserne bliver til igennem en krise, en udviklingskrise, hvor individet skal forsøge at balancere eller løse konflikten mellem to muligheder, en positiv og udviklingsfremmende mulighed og en negativ og udviklingshæmmende mulighed. Med ordet krise mener Erikson ikke en traumatisk begivenhed, men en overgang eller et vigtigt vendepunkt i livet, hvor udvikling kan ske. I kapitel 2.1. findes en præsentation af Eriksons udviklingsmodel med en kort beskrivelse af de forskellige faser. I den tidlige voksenalder fra ca. 20-30 år skal individet løse konflikten mellem intimitet og isolation, i den voksne alder fra ca. 30-50 år skal konflikten mellem forplantning og stagnation løses, og endelig i den modne alder fra cirka 50 år og fremad skal konflikten mellem jeg-integritet og fortvivlelse løses. Det skal siges, at Erikson først og fremmest gør meget ud af barndommens faser. Det skyldes, at de senere faser på forskellig vis bygger videre på dem. På den anden sider er det også karakteristisk for Erikson, at den sidste af hans faser beskriver udviklingsforløbets kulmination og ikke dets slutpunkt. Her har mennesket mulighed for at acceptere sit liv og sin skæbne. INTEGRITET Kun den, der på den ene eller anden måde har taget sig af ting og folk, og som har forholdt sig til triumferne og skuffelserne ved det at være til, altså ophavet til andre og skaberen af ting og ideer - kun den vil lidt efter lidt kunne høste frugten af de syv faser. Jeg kender intet bedre ord for dette end integritet. I mangel på en klar definition vil jeg henvise til nogle få kendetegn på denne sindstilstand. Den er accepten af ens egen og eneste livscyklus og af de mennesker, som er blevet væsentlige for den som dem, der måtte være, og som med nødvendighed ikke kunne have været udskiftet. Det betyder følgelig en ny og anden form for kærlighed til ens forældre, der er fri af det ønske, at det skulle have været anderledes, og en accept af at ens liv er ens eget ansvar ...

Kollektive katastrofer

Man kan tale om en kollektiv katastrofe, når den som Estonia-forliset (se boks) rammer mange mennesker samtidig. Selv om der er mange ligheder mellem individuelle og kollektive katastrofer og mellem de traumatiske reaktioner, mennesker har på dem, og selv om der findes rigtige mange blandingsformer mellem de to, så er det alligevel tydeligt, at der også kan være flere markante forskelle mellem dem. Mens den individuelle katastrofe handler om relationen mellem individet og den fare, vedkommende er udsat for, så handler den kollektive katastrofe ikke blot om det, men også om forholdet til den gruppe, man møder katastrofen sammen med og de bånd, man har til den. MAYDAY, MAYDAY Den 27. september 1994 forlader færgen M/S Estonia kl 18.15 Tallinn i Estland for at sejle til Stockholm i Sverige. Vejret er dårligt med kraftig sydvestlig vind som øger til stormstyrke. Sydøst for den finske ø Utø er færgen 40 minutter forsinket, 6-8 m høje bølger slår mod fartøjets bov. Straks før midnat bliver der rapporteret til broen om kraftige lyde fra bovporten. En matros som bliver sendt ned på bildækket finder intet unormalt. Cirka ti minutter efter midnat høres to kraftige smæld i fartøjet, som straks derefter krænger kraftigt. Et yderligere stød får fartøjet til at hælde cirka 30 grader. Vandet fosser ind på bildækket. Kl. 00.20 bliver besætningen alarmeret. Cirka samtidig sender Estonia et nødråb til M/S Silja Europa med besked om svær slagside og ønske om hjælp. Nødråbet bliver også opfattet af den svenske søredningstjeneste i Åbo og af flere andre stationer og fartøjer. Efter kl. 00.30 er Estonias radio imidlertid stille. Omkring kl. 00.50 synker skibet. Det er lykkedes et par hundrede ombordværende at komme ud af færgen. De svømmer nu rundt i vandet eller er heldige at komme op på en af de få redningsflåder, det dog er lykkedes at få i vandet. M/S Mariella når kl. 01.12 som det første fartøj frem til forlis-området. I alt redder de 15 mennesker. Senere kommer andre skibe og helikoptere til, men flere af skibene har dog svært ved at søsætte redningsbåde på grund af stormen. Af de cirka 989 ombordværende på Estonia overlever 137. Af disse er 94 passagerer og 43 besætningsmedlemmer. For dem bliver det starten på en lang kamp for også at overleve de traumatiske oplevelser, de har været udsat for. Det traumatiserende kan bestå i at være vidne til de farer, andre står i og desperat forsøge at hjælpe andre eller søge efter andre, der er blevet væk. For nogen kan evakueringen fra katastrofen endda blive et yderligere traume, fordi de da må opgive at hjælpe andre fra gruppen, som ikke blev evakueret. Hvilken type gruppe, man befinder sig i, er givetvis afgørende. Båndene og loyaliteten er stærkere i en familie eller en anden primærgruppe end i en ukendt gruppe af mennesker. Men i en katastrofesituation kan man imidlertid opleve, at selv blandt mennesker, der ikke kender hinanden, kan der opstå en uselviskhed og offervilje og forsøg på i fællesskab at overleve katastrofen. Noget af det voldsomt belastende ved kollektive katastrofer er at være vidne til andres hjælpeløshed og at have et stærkt behov for at hjælpe, uden at man måske er i stand til det eller har ressourcer til det i situationen. Det kan give anledning til senere skyldfølelser. Kunne man alligevel have reddet nogle af de andre? Man taler desuden om en overlevelsesskyld ved overhovedet at have overlevet ulykken, mens andre døde. Særligt voldsomt er dette for forældre, der har mistet børn i en katastrofe og været vidne til det. Man kan desuden have været udsat for umulige valg, hvor man har skullet vælge mellem at hjælpe en og ikke andre, eller mellem at hjælpe sig selv og ikke en anden. Endelig kan man også her sige, at der til de menneskeskabte kollektive katastrofer føjer sig nogle særlige problemer med at miste selvrespekt, miste tilliden til andre og have uforløste had- og hævnfølelser, som man ikke oplever i forbindelse med de naturskabte kollektive katastrofer, også selv om disse måske i omfang og forfærdelighed langt overgår, hvad mennesker for det meste kan klare at forårsage.

De 3 livskriser Identitet Enshed, lighed. Inden for psykologien skelner blandt andet Erik Erikson mellem to sider af identiteten. Der er jegidentiteten, der består i følelsen af at være i overensstemmelse med sig selv og sin krop og føle, at man er den samme i dag, som man var i går på trods af de forandringer der sker med én. Desuden er der den sociale identitet, der består i at være i overensstemmelse med en bestemt rolle eller tilhøre, mene at tilhøre eller ønske at tilhøre bestemte kategorier eller sociale grupper, som man identificerer sig med. De to dele af vores identitet kan i realiteten ikke adskilles.

Midtlivskrisen Midtlivskrisen dukker ofte op omkring 40 års alderen, fordi man nu for alvor mærker sin alder og indser, at livet ikke er uendeligt i sin udstrækning. På den anden side er det også afgørende for denne krise, at den indtræffer så tidligt, at der endnu er et langt liv foran én med muligheder for flere sporskifter. Indtil nu har man ofte haft travlt med at etablere familie og få karrieren på plads, men man begynder måske nu at stille spørgsmålstegn ved, om det liv, man har fået, var det man drømte om. Den sociale verden er velkendt, børnene har ikke helt så meget brug for en længere og arbejdet truer måske med at blive rutine. Resultatet kan blive en søgen i mange forskellige retninger efter nye udfordringer. Nogle voksne begynder måske at videreuddanne sig, eller skifter fuldstændig spor og kaster sig over en ny beskæftigelse. Andre bliver rastløse i deres ægteskab og bliver skilt. Nogle fortsætter som enlige, mens andre hurtigt finder sammen med en ny partner. Endnu er man seksuelt attraktiv og har muligheder for at møde nye forbindelser på jobbet eller i de såkaldte single-klubber. Børnene kan på deres side opleve forældrenes midtlivskrise som forøgede spændinger i familien. Nogle forældre fortsætter måske samlivet af hensyn til børnene og bliver måske først skilt langt senere, når de er overladt til sig selv og ikke længere har ansvaret eller beskæftigelsen med børnene at koncentrere sig om. 50 års krisen I 50 års krisen kommer børnene til at spille en afgørende rolle. Det gør de i den forstand, at de nu flytter hjemmefra, og forældrene ikke længere har dem at koncentrere sig om, men i stigende grad kan forholde sig til sig selv og ikke mindst få tid til sig selv. Det kaldes, som vi tidligere har sagt, den postparentale alder, alderen efter forælderalderen. Går man blot hundrede år tilbage i tiden, eksisterede denne alder ikke for ret mange mennesker. Krisen i den postparentale alder handler om, at livet truer med at gå i stå og stagnere. Man er ikke længere forælder og skal nu til at omvurdere sin rolle og dermed dele af sin selvforståelse og identitet. For kvinden falder denne overgang sammen med klimakteriet: Det, at hun ikke længere er i stand til at få børn, hvilket også er med til at skabe behov for en omvurdering af hendes rolle som kvinde. For nogle generationer siden ville hun være gået direkte fra rollen som moder til rollen som bedstemoder, men i dag, hvor børnene først blive forældre sidst i tyverne, kommer denne rolle først til senere i livet. Og for mange kvinder omkring de 50 udtrykkes der sikkert ingen beklagelse i den henseende, for rollen som bedstemoder kommer let i konflikt med det aktive liv, kvinder får mulighed for at leve i den postparentale alder. I 50 års krisen er det ikke som i 40 års krisen det, at tilværelsen fortsat er helt åben foran en, der giver mulighed for at skifte spor og få nyt livsindhold, Det er derimod friheden fra forældreansvaret og det, at man har mange år at leve i endnu, der giver mulighed for udvikling og fortsat vækst. Der er måske ikke længere plads til en helt ny uddannelse og helt ny beskæftigelse, der er måske heller ikke plads til at danne en ny familie, og man har måske heller ikke den seksuelle tiltrækningskraft, som man tidligere havde. Derfor vender udviklingen og væksten i højere grad indad mod en mere psykologisk vækst, der ikke er så afhængig af ens fysiske udfoldelser. Man prioriterer måske det resterende familieliv i højere grad, man rejser mere og involverer sig i flere fritidsaktiviteter, hvor det sociale liv er i centrum, eller hvor hobbyer, man har tilsidesat gennem et langt liv, igen kan tages op. Pensionskrisen Nu tager man afsked med arbejdslivet og indleder det, der er blevet kaldt "den tredje alder". Krisen består her i at blive udskilt fra arbejdslivet, der hidtil har været en stor del af ens identitet. De livsværdier, som arbejdet havde, er pludselig væk, og det kan være svært at udvikle nye interesser og aktiviteter til erstatning for de tabte. Betydningen af de sociale kontakter på arbejdet, samarbejdet med de andre, det daglige stykke arbejde og det at blive brugt og være effektiv går for alvor op for den pensionerede. Arbejdet kan være en skabende proces og er ofte med til at opretholde ens fysisk tilstand. Mange får helbredsmæssige problemer efter pensioneringen, fordi de ikke er i stand til at opretholde deres fysiske aktivitetsniveau. Ofte antager man, at pensionskrisen udgør den største udfordring for mandens vedkommende, som 50 års krisen gjorde det for kvindens, fordi han nu skal til at skaffe sin identitet uden for arbejdslivet, hvilket han måske ikke i så stort omfang som kvinden har været vant til. Spørgsmålet er imidlertid om denne skelnen giver mening i dag, hvor både mænd og kvinder arbejder ude. Under alle omstændigheder får begge parter nu mulighed for at beskæftige sig endnu mere med familien og børnebørnene, og de skal måske nu til at lære at tage større hensyn til hinanden, end de har gjort før, fordi de ganske enkelt gør flere ting sammen. Til pensionskrisen, som jo i flere henseender er bestemt af samfundets regler for hvornår man kan/skal forlade arbejdsmarkedet, føjer sig imidlertid også erkendelsen af, at alderdommen står for døren, og at døden er inden for rækkevidde. Mange af ens bekendte falder fra og dør, og man kan nu ikke længere udskyde bevidstheden om ens egen død. For nogen bliver pensioneringen en særlig gennemgribende krise, hvor det at skulle sige farvel til det professionelle arbejdsliv er uhyre vanskeligt og føles som om livet næsten ophører eller går i stå. Især for den, der først på dette sene tidspunkt indleder de omvurderinger af livet, som hører livsvendingen til, kan krisen få et langvarigt og vanskeligt forløb og måske være forbundet med den fortvivlelse, Erikson taler om, fordi man ser tilbage på alt det, man ikke nåede. Har man omvendt taget hul på omvurderingen allerede i de voksne år og indstillet sig på livsvendingen, så er muligheden for at fortsætte væksten ind i alderdommen stor, og jeg-integriteten er måske heller ikke så langt væk. I dag er der stor forskel på, hvordan mennesker har det og lever livet som gamle. Nogle opfører sig som i deres voksne år og er meget mere ungdommelige og selvbevidste, end ældre mennesker typisk var tidligere. Mange tager sig af børnebørnene men har samtidig også deres eget liv, er sunde og raske, rejser måske meget, er optaget af nye ting og involveret i mange forskellige fritidsaktiviteter sammen med andre. De kaldes ofte for de ung-gamle. De kan leve et aktivt liv i måske 10 eller 20 år, inden de for alvor indhentes af forfaldet og bliver gamle-gamle - dvs. bliver syge, gangbesværede, mister interessen for omverdenen og lukker sig mere og mere om sig selv. Overgangen fra ung-gammel til gammel-gammel er den sidste overgang i livet og uden tvivl den alvorligste for et menneske.

Oplevelsen af sammenhæng (OAS) Forfatter og professor i medicinsk sociologi i Israel, Aaron Antonovsky (1923-1994) Kontinuitet - Sammenhæng, sammenhængende. Psykolog - I Danmark en beskyttet titel. Kun personer, der er kandidat i psykologi fra universitetet, har ret til at kalde sig 'psykolog'. Psykologens primære arbejdsmetode er samtalen, evt. kombineret med brug af forskellige psykologiske metoder og test.

I bogen Helbredets mysterium forsøger forfatteren Aaron Antonovsky (1923-1994), der var professor i medicinsk sociologi i Israel, at besvare spørgsmålet om, hvorfor nogle mennesker overvinder modstand, kriser, stress og voldsomme begivenheder uden at blive syge. Han har altså i første omgang ikke fokus på, hvad der gør folk syge, men på hvad der gør, at nogle forbliver raske under selv vanskelige vilkår. Her er Antonovsky på linje med den humanistiske psykologi. Hvad er det for modstandsressourcer, nogle mennesker har, spørger han? Og hans svar er, at menneskers modstandskraft beror på deres oplevelse af sammenhæng (OAS). Denne oplevelse af sammenhæng bygger igen på, at man oplever tilværelsen som begribelig, håndtérbar og meningsfuld. Ifølge Antonovsky er vi mennesker hele tiden udsat for stressorer. Skal vi imødegå dem, uden at det går ud over helbredet, hedder jokeren OAS. Har vi en stærk OAS, vil det give os ressourcer til at klare de udfordringer, vi står overfor uden at gå ned med stress eller blive syge. Har vi omvendt en svag OAS, øger det sandsynligheden for, at vi får svært ved at klare belastningerne, og at det går ud over vores helbred. Vi vil se på de tre komponenter i OAS. Begribelighed handler om, at vi oplever de indre og ydre stimuli (herunder konflikter) som forståelige og sammenhængende i stedet for som kaotiske og uforklarlige. Den, der har en stærk følelse af, at verden er begribelig, forventer, at de oplevelser, han vil komme ud for i fremtiden, også dem der kommer som en overraskelse, og dem der er ubehagelige, vil kunne indpasses i en sammenhæng og forklares. Ifølge Antonovsky lægges grunden til oplevelsen af begribelighed i en opvækst præget af forudsigelighed og kontinuitet. Oplever barnet sin tilværelse som forudsigelig, opbygger det ganske enkelt en tillid til, at verden er et begribeligt sted at være. Håndtérbarhed vil sige, at man oplever, at der er ressourcer til ens rådighed, der er tilstrækkelige til at klare de krav, man bliver stillet overfor. Ressourcerne kan her være ressourcer, man selv har kontrol over og selv er i besiddelse af, eller det kan være ressourcer, der kontrolleres af en anden - en ægtefælle, en ven, kollega, en gud, en partileder, en læge osv. - som man stoler på og har tillid til. Jo stærkere ens oplevelse af håndtérbarhed er, jo mere føler man ikke, at man er et offer for tilfældige omstændigheder, eller at livet hele tiden behandler én uretfærdigt. Grunden til oplevelsen af håndtérbarhed lægges igen i de tidlige år som følge af, at man udsættes for passende krav, belastninger og forventninger af omgivelserne, som man erfarer, at man kan klare og er i stand til at leve op til. Meningsfuldhed handler om at være involveret og engageret i det, man laver, og meningsfuldheden er tit og ofte tæt knyttet til, at det man laver er socialt værdsat af andre. Den betyder, at man føler, at de krav, tilværelsen stiller en overfor, er værd at investere energi i, at de er udfordringer, man glæder sig over, i stedet for byrder, man hellere ville undvære. Det betyder ikke, siger Antonovsky, at man glæder sig over en krise eller en meget stressende situation, men at man villigt tager udfordringen op, fordi den giver mening, eller fordi man er fast besluttet på at finde en mening med den og klare sig igennem den. Man kan tydeligt høre, hvordan Antonovsky her er præget af den eksistentielle psykolog Viktor Frankl, der siger, at mennesker formår at finde mening i selv vanskelige situationer. Men Antonovsky går et skridt videre og mener, at troen på, at man kan finde mening i tilværelsen, ofte lægges tidligt i barndommen og har at gøre med, at man har fået medbestemmelse, at man har oplevet at kunne påvirke og få indflydelse på sine omgivelser, og at andre har set en som betydningsfuld. Ifølge Antonovsky er de tre komponenter i OAS uløseligt forbundet, men man kan godt forestille sig situationer, hvor et menneske er placeret højt med en eller to komponenter og lavere med de andre. Her peger han på, at oplevelsen af meningsfuldhed er det mest afgørende. Har man den, vil ens engagement og hele indstilling betyde, at man aktivt forsøger at begribe det, man er i færd med og finde ressourcer til at klare det. Ser man omvendt ingen mening i det, man laver, vil man hurtigt miste forståelsen for det og kontrollen over de ressourcer, man har. Oplevelsen af meningsfuldhed er netop den helt afgørende motiverende faktor. Oplevelsen af forudsigelighed lægger grunden til begribelighed. Passende krav og belastninger lægger grunden til håndtérbarhed. Medbestemmelse i resultatet lægger grunden til meningsfuldhed.

Livsvendingen

I løbet af udviklingen bevæger vi os fra de tidlige år, hvor udviklingen løber parallelt med at biologiske potentialer kommer til udfoldelse (f.eks. puberteten), til de voksne år, hvor livet omvendt forløber parallelt med det biologiske forfald. Johan Fjord Jensen ser dette skifte som grundlag for det, han kalder livsvendingen. Ja, han kalder det ligefrem en kopernikansk vending i livet, hvor vi, fordi vi i dag lever så længe, må til at definere udvikling og vækst på helt nye måder. Som voksne må vi leve livet i to dimensioner samtidig, i forfaldets og vækstens dimension. De to dimensioner kan let opfattes som modsætninger og risikere at blive det i en sådan grad, at de forsøger at fortrænge eller bekrige hinanden, selv om de i virkeligheden kan berige hinanden. Netop erkendelsen af, at livet er endeligt og forfaldet en realitet, udgør en drivende kraft i den udvikling og mentale vækst, der kan finde sted efter livsvendingen. "Kun den som vil dø sammen med livet, forbliver levende efter livsmidten", siger Jung. Livsvendingen kan der ikke sætte noget bestemt tidspunkt på. Det er en mental overgang hos det enkelte menneske, en langsom eller pludselig indsigt i, at livet har bevæget sig fra de formative til de voksne år, og at de regler og levemåder, man tidligere anvendte, ikke længere har samme gyldighed og effekt. Johan Fjord Jensen udskiller imidlertid tre kriser, som udløses af eller danner baggrund for livsvendingen. Det er midtlivskrisen, 50-års krisen og pensionskrisen. Nogle mennesker har måske kun én voldsom krise tidligt i voksenalderen og berøres mindre af de øvrige, nogle har to eller tre mere moderate kriser, og endelig er der måske nogle mennesker, der kommer særlig let igennem de to første, men rammes desto hårdere af den tredje, men ingen kommer gennem livet uden før eller senere, at stå ansigt til ansigt med livsvendingen og forfaldets realitet. Skilsmisse Min mand gennem 10 år (17 år har vi været sammen) og far til mine 3 børn har bedt om skilsmisse. Det startede for 3 uger siden, hvor min veninde meldte ud med til ham, at hun havde følelser for ham. Han blev pludselig opmærksom på, at han måske havde de samme følelser for hende. Han elskede mig ikke mere. Han ville være fri og spontan. Han kom med en masse forskellige udmeldinger og gør det stadig. Samtidig har jeg gået hjemme i mange år med børnene, så han kunne få lov at arbejde som rejsemontør - hvilket var hans ønske. Men nu vil han pludselig have modspil og synes, jeg er blevet for meget mor. Han siger også, at han har gjort mig opmærksom på det - men det er gået min næse forbi. Det kom som en bombe! Til hans bedste kammerat har han ikke nævnt hende en eneste gang, men bare sagt, at vi er vokset fra hinanden. Han siger også, at det ikke er seriøst med hende til sine kammerater. Men samtidig har han "bedt om lov" til at fortælle ungerne om hende i weekenden. Hun mistede sin mand og sin datters far for ca. 5 år siden. Jeg har lyttet til hende dag og nat og trøstet hende, når det har været hårdt. Hun går nu til psykolog pga. tabet af hendes mand. Samtidig har hun meldt ud med, hvis hun kunne have fået min mand for 10 år siden - havde hun aldrig giftet sig med ham og fået barn med ham (hvor respektløst!) Jeg har indtil nu gået med håbet om, at han kom på andre tanker, men det er ved at være forbi nu - selvom mange siger, han er kommet i panikalderen, og han kommer krybende om et halvt år - men nej, sådan er han ikke. Jeg kan ikke forestille mig nogensinde at turde stole på en ny veninde eller mand igen. Og hvem pokker gider også have en mor med 3 børn i bagagen? Samtidig har jeg meget meget svært ved at få tankerne omkring ham og hende sammen ud af hovedet. De er der både dag og nat, derfor får jeg heller ikke sovet meget. Sidder de nu og snakker om mig og griner bag min ryg? Har de bedre sex end os? Er de bedre sammen...? Hjælp mig til at komme videre! Jeg har fået en lejlighed fra 15. juli, og indtil da bor jeg med børnene i vores fælles hus. Han køber mig efterfølgende ud og bliver boende. Hvordan får jeg hanket op i mig selv og kommer videre NU?

Forfald og vækst Metafor Billedligt udtryk, hvor man erstatter selve sagen med et billedligt udtryk. Piaget, Jean (1896-1980) Schweisisk udviklingspsykolog; pioner inden for den kognitive psykologi; beskæftigede sig med den kognitive udvikling, som han delte op i fire faser.

I århundreder har livsbuen været det foretrukne billede på livets gang. Mennesket dukker som solen op om morgenen, bevæger sig i en stigende bue gennem livet, kulminerer i de voksne år og begynder så det langsomme fald mod aften og alderdom. Baggrunden for denne metafor er mennesket biologiske aldring. Allerede fra vi er omkring 20 år, begynder syn og hørelse langsomt at forfalde, musklerne forfalder gradvist fra omkring 25-30 års alderen, lungekapaciteten og dermed evnen til at optage ilt kulminerer omkring 25 års alderen, evnen til at skelne farver falder fra omkring 45 års alderen, og endelig gråner håret som et særligt synligt udtryk for aldring omkring 40 års alderen for de fleste. Der findes talrige af sådanne biologiske fakta, der dokumenterer, at menneskets tilværelse er underlagt det biologiske forfald. På den anden side kan undersøgelser vise, at mennesker i dag har mange af deres intellektuelle funktioner i behold langt op i årene. Ældre mennesker er måske ikke så gode til at løse opgaver under tidspres, men får de tid til det, vil de ofte præstere lige så godt som yngre. Det er især de logiske færdigheder, der svækkes i løbet af alderen, mens de verbale færdigheder, der er afhængige af erfaring og viden, ikke svækkes og endda under visse betingelser udviser en direkte vækst. Den amerikanske professor i psykologi Klaus F. Riegel (1925-1977) tilføjer ligefrem en femte fase til Piagets 4 faser for tænkningens udvikling og taler om den formelt-dialektiske fase. I kraft af sine erfaringer udvikler den voksne en evne til at acceptere livets modsigelser og flertydigheder, hvor den unge med sine logiske evner i højere grad forsøger at opløse dem og tage parti for den ene side i modsætningen. Endelig er der det forhold, som vi nævnte indledningsvis, at mennesker opnår en længere levetid og holder sig friske og raske langt op i alderen, fordi vi i dag har lært at forsinke aldringen med bedre ernæring, bedre arbejdsforhold og andre sociale og individuelle tiltag. Set på denne måde er det ikke længere livsbuen med dens korte top og langsomme nedtur mod enden, der burde være den dominerende metafor for det at blive gammel, men en bue med et langt fladt top-niveau, der kan vise, at voksne mennesker i dag har et langt liv foran sig, hvor der er muligheder for at lave mange forskellige ting, foretage flere sporskifter, og hvor betingelserne for psykisk og mental udvikling fortsat er tilstede langt ind i alderdommen, selv om det biologiske forfald selvfølgelig er uafvendeligt.

At komme sig over krisen Tilknytning I psykologi benyttes begrebet om barnets grundlæggende trang til at søge og få omsorg og beskyttelse fra én eller flere bestemte personer, normalt dets mor og/eller far. Betegnelsen anvendes i videre forstand også om venskabs- og kærlighedsbånd. Især har John Bowlby benyttet begrebet til at beskrive det stærke og selektive bånd, der udvikler sig mellem barnet og omsorgspersonerne. Empati (Empatisk) Evnen til at sætte sig ind i andres følelsesmæssige tilstand. Medfølelse. Flashback genoplevelse af noget tidligere sket. I film eller litteratur om en scene, der springer tilbage i tid. Fortrængning Ifølge psykoanalysen en forsvarsmekanisme, hvorved ubehagelige forestillinger eller tanker holdes borte fra det bevidste jeg og fortrænges til det ubevidste.

Helt overordnet gælder det for kriser, at størrelsen af de psykiske problemer, der opstår i forbindelse med dem, er bestemt af krisens art og omfang (grad af tab, krænkelse, eller livsfare). Men det afhænger også af den måde, den traumatiserede fortolker det skete på, af de muligheder for hjælp og støtte, han eller hun kan få fra omgivelserne, og endelig af de psykiske ressourcer, vedkommende har til at komme igennem dem. Sårbarhed og modstandsdygtighed Mennesker kan reagere vidt forskelligt på den samme krisesituation. En har måske ikke problemer med at overvinde krisen, mens en anden må kæmpe hårdt for at komme igennem den. Forklaringen er, at nogle mennesker er særligt sårbare, mens andre er mere modstandsdygtige overfor krisesituationer. Sårbarheden hos mennesker kan skyldes, at de tidligere har oplevet vanskelige krisesituationer, som måske ikke er blevet ordentlig bearbejdede eller har ramt dem så tidligt i livet, at de har skabt grobund for en mere grundlæggende usikkerhed. Er man blevet omsorgssvigtet i de tidlige år eller har oplevet brud på tilknytningen til andre mennesker, kan det få indflydelse på ens evne til håndtere senere krisesituationer, især hvis de også indeholder svigt fra andre. Man fortolker måske de svigt eller krænkelser, man kommer ud for, som langt mere forsætlige, end de er, man oplever de tab, man kommer ud for, som langt mere ødelæggende, end andre ville gøre det, fordi det reaktiverer tidligere tabsoplevelser. Er man derimod vokset op i en atmosfære af grundlæggende tillid i en familie, der har været gode til håndtere problemer og konflikter, og har man i øvrigt et roligt temperament, har man givetvis et godt fundament til senere at håndtere kriser i sit liv. Det har desuden betydning for ens evne til krisehåndtering, at man i selve krisesituationen har et støttende netværk af familie og venner, som har tid til én, som forstår én og kan indleve sig i de problemer, man har. Hjælp i krisesituationer Hjælpen til akut traumatiserede personer bør allerede starte i chokfasen med at dæmpe uroen og chokket og forsøge at genetablere en tryghed. Det er vigtigt med professionel hjælp så hurtigt som muligt, hvis der er tale om fysiske skader eller mistanke om sådanne. I chokfasen er det først og fremmest beroligende omsorg, der bør være i fokus. Man skal være til stede, man skal så vidt mulig være det rolige element midt i det kaos, som den traumatiserede oplever. Man skal være forstående, lyttende, tålmodig og empatisk. Det er så at sige mere med kroppen og følelserne end med ordene og ens viden, man i første omgang skal være der. Hemmeligheden bag al hjælpekunst er, som filosoffen Søren Kierkegaard siger, ikke først og fremmest at vide mere, end den man skal hjælpe: "For i sandhed at kunne hjælpe en anden, må jeg forstaae mere end han - men dog vel først og fremmest forstaae det, han forstaar. Naar jeg ikke gjør det, saa hjælper min Mere-forstaaen ham slet ikke". Er man derimod i reaktionsfasen, eller er der tale om et menneske, der er kommet ud af en kronisk traumatisk krise, bliver ordene meget vigtige. Her kan man hjælpe den traumatiserede med at samle stumperne af den oplevelse, han har været ude for, således at den kan blive forstået og formuleret i ord, så den ikke lades tilbage som en slags tavs eller ordløs oplevelse, der risikerer at forblive ubearbejdet og dermed en kilde til tilbagevendende reaktioner eller flashback, som man ser i forbindelse med den posttraumatiske belastningsreaktion (PTSD). Det kan kræve en professionel behandler, der blandt andet har overskud til at høre om de voldsomme oplevelser og ikke smittes af den traumatiseredes angst og uro. Man kan også besøge selve stedet, hvor den traumatiske begivenhed fandt sted, både for at samle løsrevne stumper af det der skete, men også for at undgå, at den traumeramte udvikler en angst for ulykkesstedet. I tilfælde, hvor der er tale om en menneskeskabt katastrofe, kan hadet mod de personer, der har været årsag til det skete eller menes at være det, kunne blive rettet mod hjælperen, hvilket også kræver en professionel distance. I bearbejdningsfasen kan hjælpen bestå i at mødes med andre mennesker, der har oplevet det samme, som man selv har, eller som blot udgør et trygt fællesskab, hvorfra man kan tage skridt til igen at komme i gang med sit liv. Det er også en hjælp så hurtigt som muligt at få en normal hverdag med faste rutiner, som kan danne modvægt til de kaotiske følelser, man stadig er påvirket af. SØREN (FORTSAT) Hjælpen til Søren var i første omgang at bede ham fortælle historien ned til mindste detalje og fastholde ham i de mest skræmmende episoder. Han fik den sædvanlige instruktion om at puste ud og trække vejret langsomt gennem munden og slappe af. Han skulle se røveren for sig og tillade sig at føle den angst, som han havde holdt væk i situationen for at bevare overblikket. Det mest provokerende var røverens desperate øjne. Det lykkedes at få Søren til at formulere sin frygt for at blive skudt og dø. Dermed ville han sandsynligvis blive i stand til at slippe frygten. Havde han fortsat fortrængt den angst, som bliver til frygt, når den får fokus, ville den sandsynligvis være dukket op i angstanfald og mareridt. Søren risikerede ubehandlet at få regelmæssige angstanfald, hvis oprindelse med tiden kunne blive glemt. Den nødvendige smerte, 2001

Posttraumatisk belastningsreaktion PTSD Neurose-begrebet var dengang i færd med at blive afskaffet inden for psykiatrien, og på den baggrund opstod begrebet posttraumatic stressdisorder (PTSD) som en ny diagnose, der kunne omfatte flere af de hjemvendte soldaters symptomer. Flashback genoplevelse af noget tidligere sket. I film eller litteratur om en scene, der springer tilbage i tid. Amnesi Hukommelsestab. Akut belastningsreaktion En forbigående tilstand, der udvikler sig som reaktion på en voldsom psykisk eller fysisk belastning. Symptomerne er bl.a. omtågethed, bevidsthedsindsnævring, desorientering, vrede, fortvivlelse, overdreven hyperaktivitet og ubehersket sorgreaktion. Individuel sårbarhed spiller en rolle for reaktionens opståen. Posttraumatisk belastningsreaktion En tilstand der opstår som en forsinket reaktion på en tidligere traumatisk begivenhed af truende og katastrofeagtig karakter, som vil påvirke praktisk talt ethvert menneske. Typisk ses tilbagevendende episoder med genoplevelse af traumet, stærkt ubehag ved omstændigheder, der minder om traumet, psykisk overfølsomhed, søvnløshed, vredesudbrud, koncentrationsbesvær m.v. Kamp/flugt-reaktion Hvis man bliver udsat for en pludselig ændring i omgivelserne, reagerer man med øget opmærksomhed, en kortvarig nedsættelse af pulsfrekvens, blodtryk og muskelspænding, der derefter bliver fulgt af øget pulsfrekvens, stigende blodtryk, blodet går til de yderste muskler, fordøjelsesprocessen går i stå, vejrtrækningen går hurtigere og iltproduktionen stiger. Dette mønster er blevet kaldt "kamp/flugt-reaktionen" eller kamp/flugt-refleksen, fordi det fysisk set kan siges at forberede organismen på kamp eller flugt. Kamp/flugt-reaktionen er bl.a. virksom i stress-situationer - dvs. i situationer som organismen ikke kan tilpasse sig. Selve reaktionen udløses ved at hypotalamus med hypofysen (se: hypofyse) som mellemstation giver besked til binyremarven om bl.a. at udskille adrenalin og noradrenalin. ICD-10 ICD-10 bruges til at klassificere sygdomme. Det er en forkortelse af "International Classification of Diseases", og ICD-10 er den tiende reviderede udgave. Systemet har 22 hovedgrupper. De psykiske lidelser befinder sig i den 5. hovedgruppe.

Inden for psykiatrien benytter man sig i dag af diagnoser, der delvist overlapper Cullbergs kriseforståelse, som vi fortrinsvis har benyttet i det foregående. Man skelner ikke mellem udviklingskriser eller traumatiske kriser, men mellem forskellige former for belastningsreaktioner. Man taler om akutte belastningsreaktioner, der kan opstå lige efter en voldsom fysisk eller psykisk belastning. Den vil normalt vise sig efter få minutter og aftage igen efter 2-3 dage. Symptomerne er blandt andet desorientering, angst, uro, aggressivitet og fortvivlelse. Det svarer til Cullbergs beskrivelse af den akutte krise og dens indledende faser. Og endelig taler man om en posttraumatisk belastningsreaktion, der kan opstå uger eller måneder efter den traumatiske begivenhed. Det typiske ved den posttraumatiske belastningsreaktion er tilbagevendende episoder med genoplevelse af traumet i form af påtrængende og ukontrollerbare erindringer (flashbacks), drømme eller mareridt. Erindringerne er forbundet med angst og depressivitet, og personen kan igen komme i en tilstand af alarmberedskab (kamp/flugt-reaktion), der svarer til den tilstand, han var i under selve traumet. Erindringerne kan dukke op i forbindelse med oplevelser i dagligdagen, der minder om den oprindelige traumatiske begivenhed. Hos nogle mennesker kan tilstanden blive permanent, vare ved gennem mange år og føre til en vedvarende personlighedsændring. Den posttraumatiske belastningsreaktion ser man ofte i forbindelse med krige, tortur, gidseltagning, voldtægt og omsorgssvigt, men i princippet kan alle voldsomme livsbelastninger resultere i posttraumatiske symptomer. Den posttraumatiske belastningsreaktion kendte man til allerede under 1. verdenskrig, hvor engelske soldater vendte traumatiserede og ukampdygtige hjem fra slagmarken, fordi de igen og igen blev hjemsøgt af de forfærdelige oplevelser, de have fået blandt andet i skyttegravene. Man gav deres symptomer betegnelsen granatchok eller krigsneurose, og man var i øvrigt ikke helt stolte af disse ukampdygtige soldater, der ikke var såret i kamp, men tilsyneladende "kun" havde psykiske problemer. Betegnelsen posttraumatisk belastningsreaktion opstod, da også i forlængelse af en anden krig, nemlig Vietnam-krigen, hvor amerikanske soldater kom hjem og havde voldsomme psykiske problemer efter de krigsoplevelser, de havde været igennem. Neurose-begrebet var dengang i færd med at blive afskaffet inden for psykiatrien, og på den baggrund opstod begrebet posttraumatic stressdisorder (PTSD) som en ny diagnose, der kunne omfatte flere af de hjemvendte soldaters symptomer. I Danmark og i det diagnosesystem, vi benytter (ICD-10), hedder diagnosen som sagt posttraumatisk belastningsreaktion, og den adskiller sig lidt fra den amerikanske diagnose. Det er ikke tilfældigt, at den amerikanske diagnose indeholder ordet stress. Der er flydende grænser mellem stress- og krisebegrebet. De udløses begge af særligt belastende begivenheder, og de har begge en tendens til at aktivere grundlæggende biologiske overlevelsesmekanismer, de såkaldte kamp/flugt-reaktioner. POLITISK FLYGTNING I SVERIGE Erindringerne hjemsøger mig, ikke når jeg prøver at huske eller ønsker at huske ... Vi skulle spille indendørs hockey. Jeg var sammen med nogle venner fra arbejdet, og vi sad i omklædningsrummet ... Pludselig kunne jeg mærke, at jeg begyndte at svede. Jeg mærkede mit hjerte slå hurtigere. Jeg følte det som om jeg skulle besvime ... Jeg tænkte for mig selv: "Hvad sker der med mig?" ... Få minutter senere forstod jeg det. Lydene fra hallen med dens ekko var identiske med lydene, jeg havde hørt tusinde gange i fængslet, hvor de torturerede folk. Badmintonspillerne råbte meget højt, når de mistede en bold eller lignende, og de skreg virkelig vildt. Der var også lydene af nøgne kroppe, der faldt til jorden, hvilket var nøjagtigt den samme lyd som jeg kunne høre i isolationsafdelingen i fængslet i Argentina.

Kriser Posttraumatisk belastningsreaktion - En tilstand der opstår som en forsinket reaktion på en tidligere traumatisk begivenhed af truende og katastrofeagtig karakter, som vil påvirke praktisk talt ethvert menneske. Typisk ses tilbagevendende episoder med genoplevelse af traumet, stærkt ubehag ved omstændigheder, der minder om traumet, psykisk overfølsomhed, søvnløshed, vredesudbrud, koncentrationsbesvær m.v. Skyldfølelse - Følelse af ikke at leve op til gældende normer og regler; jf. selvrefleksive følelser. Psykosomatik - (af gr. psyche "sjæl"og gr. soma "legeme") Læren om, hvordan individets psykiske tilstand påvirker dets fysiske tilstand. Er man således ked af det, vil man være mere modtagelig over for fysiske svækkelser. Projektion - 1) Overføring eller afbildning på en flade. 2) Hos Freud en forsvarsmekanisme hvor man tillægger andre sine egne følelser eller ønsker. Man kan projicere skylden over på andre for selv at undgå den - samtlige de forsvarsmekanismer. Psykolog - I Danmark en beskyttet titel. Kun personer, der er kandidat i psykologi fra universitetet, har ret til at kalde sig 'psykolog'. Psykologens primære arbejdsmetode er samtalen, evt. kombineret med brug af forskellige psykologiske metoder og test. Kortisolstress Kognitive bearbejdninger - (cognitio: latin for indlæring, opfattelse, forståelse) Vedrørende tænkningen og de intellektuelle funktioner. Kognitive processer er bl.a tænkning, perception, sprog og hukommelse. Dissociering - At splitte op eller adskille. Inden for psykologien en forsvarmekanisme, der dækker over det fænomen, at ubehagelige episoder ikke integreres eller associeres på normal vis med de øvrige dele af hukommelsen, således at de får karakter af at være ikke-eksisterende eller uvæsentlige. Lidelsen "multipel personlighedsforstyrrelse menes at være et resultat af dissocieringer af traumatiske oplevelser tidligt i barnets opvækst. Men dissocieringer forekommer også i de "dissociative forstyrrelser".

Udviklingskriser En udviklingskrise taler man om, når den udløses af begivenheder, som de fleste mennesker udsættes for, men som det enkelte menneske alligevel kan opleve som så uoverskuelige, at det giver sig udslag i en krise. Det kan dreje sig om kriser i forbindelse med udviklingen i barndommens forskellige faser, eller det kan dreje sig om kriser senere i det unge eller voksne menneskes liv. Den unge, som kæmper med finde sig selv midt i de konflikter og forandringer, der hører puberteten til, kvinden der skal føde sit første barn, og manden der skal pensioneres efter et langt arbejdsliv - alle kan de komme i krise, selv om hændelserne hører til det normale liv. Livets forskellige aldre indeholder således alle en mulighed for at komme i en krise, fordi de indebærer omvæltninger i et menneskes livssituation. Cullbergs begreb om udviklingskriser ligger i direkte forlængelse af Eriks Eriksons udviklingsteori, der siger, at individets udvikling forløber gennem bestemte psykosociale kriser, der både indeholder en risiko for at hæmme individet og en mulighed for at fremme dets udvikling og modne det yderligere, hvis udviklingen forløber på en balanceret måde. Akutte traumatiske kriser En akut traumatisk krise udløses af begivenheder, der af den enkelte opleves som en alvorlig trussel mod hans eller hendes fysiske, sociale eller psykiske tryghed. Hvor udviklingskrisen opstår som følge af begivenheder, alle kommer ud for, opstår den akutte traumatiske krise som følge af exceptionelle begivenheder, der opstår pludseligt, og som ikke alle kommer ud for. De vil typisk udløses af tre forskellige slags begivenheder. Der kan være tale om et tab, hvor et menneske mister noget eller risikerer at miste noget, som har en særlig stor værdi for vedkommende. Pigen der får foretaget en abort, manden der mister sin kone, den unge der bliver forladt af sin kæreste, kvinden der får fjernet et bryst, eller manden hvis kone er døende - alle mister de noget eller står i fare for at miste noget og kan komme i en krise på grund af det. Den traumatiske krise kan også opstå på baggrund af en krænkelse af ens selvrespekt. Kæresten har måske haft et forhold til en anden, eller man har lidt det nederlag at blive forbigået i forbindelse med en vigtig forfremmelse. Det kan være vanskeligt at skelne mellem kriser udløst af tab og krænkelse. De fleste krænkelser indeholder som regel et psykologisk tab, f.eks. et tab af selvrespekt eller et tab af tillid til andre, og et tab som f.eks. en skilsmisse kan ofte være forbundet med en krænkelse. Endelig kan den traumatiske krise udløses af en katastrofe som f.eks. en bilulykke, en voldtægt, et lynnedslag, et overfald eller andre voldsomme begivenheder, hvor mennesker er i livsfare. Her gælder det ifølge den norske professor i katastrofepsykiatri Lars Weisæth, at risikoen for at blive traumatiseret af en katastrofe øges, jo mere andre mennesker er skyld i katastrofen. Det har f.eks. vist sig, at voldelige overgreb fører til mere alvorlige traumer og posttraumatiske belastningsreaktioner (jf. senere) end andre katastrofer. En forklaring på dette er formodentlig, at den menneskeskabte katastrofe (f.eks. overfald) risikerer at krænke individets selvrespekt og tillid til andre mennesker og skabe voldsomme had- og hævnfølelser, mens f.eks. en naturkatastrofe (lynnedslag o.l) normalt ikke vil gøre det. Kriseforløbet i den akutte krise Ofte vil man se, at mennesker gennemløber en række faser i forbindelse med gennemlevelsen af en akut traumatisk krise. Forløbet er beskrevet af Johan Cullberg. Beskrivelsen skal dog ikke tages alt for bogstaveligt og opfattes som gældende for ethvert tilfælde. Den er et hjælpemiddel, vi kan bruge til at orientere os med, og det bør ikke overraske os, at et menneske kan komme igennem en akut krise på en helt anden måde, end den vi nu vil beskrive. Chokfasen kalder vi tidsrummet lige efter at krisen er opstået. Den kan vare fra et kort øjeblik til flere døgn og er kendetegnet ved, at personen fornægter eller forsøger at lægge afstand til det skete, fordi vedkommende endnu ikke kan fatte eller acceptere det. Nogle kan blive helt lammede af angst og reagere med hjælpeløshed og overgivelse. Der kan være tale om en slags følelsesmæssig bedøvelse eller "frysning", hvor man umiddelbart virker rolig og fattet. Der sker det, at man lukker af for de ydre begivenheder, fordi de er for stærke. Andre kan derimod gå i panik og vende chokket udad med det samme og reagere voldsomt - skrige, græde, hidse sig op - eller begynde at tale om ting og bagateller, der intet har med det skete at gøre, men er afledningsmanøvrer, som skal hjælpe med til at undgå berøring med den pinefulde virkelighed. Reaktionsfasen begynder, når personen efterhånden ser det skete i øjnene, efter at han i chokfasen måske har forsøgt alle mulige udveje for at lægge afstand til det skete. Reaktionsfasen kan vare fra nogle uger op til flere måneder. Den kriseramte er ofte meget urolig og fortvivlet, smerten ved krisen er nu brudt ud i sin fulde styrke, følelserne veksler mellem sorg, had og skyldfølelse. Vedkommende har måske psykosomatiske symptomer i form af søvnproblemer, spiseforstyrrelser eller andre kropslige reaktioner. I denne fase prøver man tillige at finde en mening med det skete. Hvorfor skulle det netop gå ud over mig? Forklaringerne er ofte præget af stærke følelser, hvor man bebrejder sig selv eller andre det skete. Man kan se voldsomme had- og hævnfølelser rettet mod andre, dér hvor krisen er et resultat af andres mere eller mindre forsætlige handlinger, og netop hævnfølelser kan være særligt svære at bearbejde, fordi de netop er en slags selvforsvar og overlevelsesstrategi midt i krisen. Til sammen udgør chokfasen og reaktionsfasen krisens akutte fase. Ofte vil man se, at den kriseramte i denne fase benytter sig af en række forsvarsmekanismer for at beskytte sig mod det overvældende chok og de store problemer, som krisen fører med sig - man kan fortrænge eller fornægte det skete; man kan regrediere til en mere barnlig væremåde for at få hjælp og beskyttelse eller, hvis det er ved hjælp af alkohol, for at glemme eller undgå de krav og problemer, som krisen indebærer; man kan projicere skylden over på andre for selv at undgå den - samtlige de forsvarsmekanismer, som mennesket benytter sig af for at beskytte jeg'et mod angst, kan bruges i krisesituationen. Undertiden kan de umiddelbart have en positiv virkning, fordi de gør det lettere at komme over krisens første vanskelige tid, men de kan også skabe endnu større problemer og være med til at forlænge krisen og gøre det vanskeligere at bearbejde den. Bearbejdningsfasen er den fase, hvor personen får det skete så meget på afstand, at han eller hun nu kan begynde at bearbejde det, samtidig med at der også bliver energi til at vende sig mod fremtiden og finde noget af sin gamle foretagsomhed frem igen. Bearbejdningsfasen kan vare fra måneder til et helt år. Forsvarsmekanismerne mindskes i denne fase, hvorved personen bliver bedre i stand til at afklare situationen. Men udebliver denne fase, er den kriseramte ikke i stand til at komme igennem krisen og bearbejde den, selv efter at være kommet på afstand af den, så kan der være brug for professionel hjælp i form af en psykolog, for så tyder meget på, at krisen er gået i hårdknude og nu truer med at få et ulykkeligt udfald. Nyorienteringsfasen er egentlig ikke nogen fase, men blot afslutningen på kriseforløbet. Nyorienteringen viser, at personen er kommet over sin krise. Han er begyndt at orientere sig mod omverdenen igen, er ikke længere optaget af krisen og dens årsag, men tager igen aktivt del i livet. Han har måske genoptaget sine gamle interesser, eller hvis krisen har betydet, at han ikke længere har mulighed for at dyrke dem, så har han måske opdyrket nogle nye interesser, som han bruger sin energi på. Krisen er blevet fortid, men derved ikke nødvendigvis gemt og glemt. I erindringen er den stadig en frygtelig oplevelse, og i arbejdet med at komme igennem den har personen måske fået nye livserfaringer, som han kan benytte sig af, og som i heldigste fald betyder, at vedkommende modnes og får flere ressourcer til at klare sit liv. Kroniske traumatiske kriser Det kan være relevant at skelne mellem akutte og kroniske traumatiske kriser. Selv om begge kan få et dramatisk forløb og ødelæggende konsekvenser, er de to kriseformer dog helt forskellige, og eftervirkningerne kan også være meget forskellige. Den kroniske krise taler man om, når mennesker er udsat for vedvarende traumatiske situationer. Det kan være kvinden, der gennem mange år har været udsat for vold i hjemmet, eller det kan være den ansatte, der gennem mange år har været udsat for kollegers mobning eller en leders chikane på arbejdspladsen. Under sådanne belastende situationer kan mennesker udvikle en forventningsfrygt og et forhøjet og konstant beredskab mod farer (kortisolstress), der kan skabe generende symptomer af både fysisk og psykisk art. Er der tale om krisesituationer med overgreb og misbrug, kan den traumatiserede udvikle mistillid til andre mennesker, skam- og skyldfølelser over sin egen situation, hjælpeløshed og en mangel på selvrespekt, fordi vedkommende er ude af stand til at kontrollere situationen. Mennesker, der udsættes for kroniske traumatiske kriser, vil ikke gennemløbe det samme kriseforløb, som vi beskrev ovenfor. De vil derimod blive nødt til at udvikle mestrings- og overlevelsesstrategier, mens selve krisen står på - strategier som kan være med til at udholde krisen og måske i sidste ende overleve den. Det kan være strategier, hvor man langsomt får den kontrol med situationen, som man ofte helt grundlæggende mangler i disse kriser, det kan være kognitive bearbejdninger, hvor man bruger sin fornuft til at få kontrol med sine følelser, men der kan også være tale om, at man bruger uheldige men i situationen måske nødvendige overlevelsesstrategier som f.eks. dissociering eller andre forsvarsmekanismer til at lægge låg på ens angst og hjælpeløshed. Dissociering ser man blandt andet hos mennesker, der har været udsat for langvarig tortur. Når vi taler om kroniske traumer, er det vigtigt at adskille kroniske traumer hos børn, f.eks. i forbindelse med omsorgssvigt, fra kroniske traumer hos voksne. Hos barnet risikerer det kroniske traume at give anledning til svære udviklingsmæssige forstyrrelser og personlighedsforandringer, dels fordi barnet er helt afhængig af en grundlæggende tryghed i de tidlige relationer, dels fordi det ikke har lige så effektive mestringsstrategier som den voksne.

Voksenlivet

Undersøgelser af skeletter har vist, at mennesker i forhistorisk tid havde en gennemsnitsalder på omkring 18 år. I USA var den i 1900 vokset til 47 år, i 1930 til 60 år og i 1979 til 74 år. I dag nærmer gennemsnitsalderen sig langsomt de 80 år i Danmark. Tallene gør den danske forfatter Johan Fjord Jensen rede for i sin bog "Livsbuen". Stigningen skyldes ikke blot et fald i dødeligheden blandt børn, men også at flere og flere mennesker lever længere, inden de dør. Ifølge Johan Fjord Jensen har stigningen, der især har fundet sted i det 20. århundrede, givet plads til en helt ny form for voksenliv med mange sporskifter og nye udfoldelsesmuligheder, som man ikke tidligere har kendt, og som betyder, at det at blive gammel i dag ikke blot handler om fysisk forfald, men også om fortsatte muligheder for vækst og udvikling. Det er imidlertid mærkeligt, siger Johan fjord Jensen, at i takt med at det moderne samfund får flere og flere i den voksne alder og flere og flere ældre, jo mere dyrkes de ungdommelige værdier. Tidligere var det voksenlivet, der satte standarderne og bestemte mode og livsformer for andre aldersgrupper. Børn og unge blev klædt som voksne fra en tidlig alder. I dag er rollerne byttet om. Det er ungdommens værdier og stildannelser, der sætter standarderne for, hvordan de voksne ønsker at opføre sig og se ud. Det er en proces, der for alvor kulminerede i 1960'erne, hvor ungdomsoprøret satte sig op imod voksenkulturens autoriteter og skabte sin egen selvstændige ungdomskultur, som alle aldersgrupper derefter flokkedes om. Man har talt om en ungdommeliggørelse eller juvenilisering af kulturen, alle vil gerne drikke af ungdommens kilde. Baggrunden for denne udvikling skal søges i mange forhold. I et samfund, der er præget af en hastig samfundsudvikling og kulturel frisættelse fra overleverede traditioner, bliver den unges omstillingsparathed og fleksibilitet en helt afgørende kvalitet i sig selv. Men også kontante forhold, som at større sundhed gør os "unge" i længere tid, at vi i dag ofte videreuddanner os langt op i livet, og at de fleste har en lang postparental alder foran sig, hvor børnene er flyttet hjemmefra, og man stadig kan nå mange ting, gør den ungdommelige livsstil aktuel langt op i alderen. Til disse kontante forhold skal selvfølgelig også føjes den mere uhåndgribelige drøm om at drikke af ungdommens kilde og holde sig evig ung og frisk.